OFV AS og DBI IT A/S indgår udviklingssamarbejde

Af Lise Hjort

3. april 2019

DBI IT A/S og norske Opplysningsrådet for veitrafikken (OFV AS) har på et møde, den 2. april 2019 indgået en aftale med henblik på et fremtidigt produkt- og udviklingssamarbejde. Det primære formål med samarbejdet er, at OFV AS fremadrettet skal kunne tilbyde salgs- og registreringsstatistik for motorkøretøjer i Norge ved hjælp af DBI IT’s systemer. Det vil betyde større fleksibilitet og flere muligheder end den nuværende norske løsning og vil for eksempel kunne vise information om langt flere køretøjstyper.

Parterne har erfaret, at der såvel kulturelt som organisatorisk er et rigtig godt match imellem de to organisationer, som både forventes at komme aktører på det norske marked for køretøjer til gode, men også danske aktører med interesse i det norske marked. Samarbejdet forventes desuden at bidrage positivt med nye erfaringer til optimering af de danske løsninger.

Produkterne der bliver udviklet tager udgangspunkt i teknologierne bag bilstatistik.dk, som vil blive tilpasset det norske marked og tilført bearbejdede køretøjsdata fra OFV. Produkterne bliver solgt og markedsført af OFV AS.

Produktsamarbejdet omfatter i første omgang en gennemtestet basisplatform, som skal afløse OFV’s nuværende produkt, Bil- og veistatistikk. Derudover introduceres en løsning, der blandt andet tilføjer erhvervsdata, kendt fra B2B-værktøjet Bilstatistik Professionel, som et nyt tiltag på det norske marked. Desuden vil samarbejdet resultere i lanceringen af en app-løsning, der kombinerer funktionaliteten fra de to produkter.

Der er forventet lancering på det norske marked oktober 2019.

For spørgsmål eller yderligere kommentarer:

Peter Andersen
Salgsdirektør DBI IT A/S
pa@dbi-it.dk

 

Laila Mikalsen
Salg- og markedsdirektør OFV AS
lm@ofv.no