Det nordiske bilsalg – januar 2026
Det nordiske bilsalg er kommet noget hostende fra start i 2026. Kun Danmark kom igennem januar med grønne tal, mens Finland, Sverige og især Norge blev sendt til tælling. Til gengæld gik det fremad for andelen af elbilregistreringer på alle markeder fraset ét - det norske.
Der er bundet sløjfe på første måned af 2026, og for nogle markeders vedkommende, ville de nok ønske, at det var en af de gaver, der kunne byttes. Kun Danmark kan se tilbage på en bilregistreringsmåned, der endte bedre end januar sidste år. Med 12.803 nyregistrerede personbiler lander danskerne på +18,2 % ift. sidste år. I Sverige og Finland må man inkassere tilbagegang på henholdsvis 18,4 og 4,8 %.
I Sverige oplever man, at udsvingene i høj grad skyldes enkeltfaktorer, mens det står klart, at det primært er virksomhederne, der trækker tallene ned. Andrée Peters, direktør hos Bilstatistik.se, udtaler:
”Både Volvo og VW indleder året svagt med knap 1.800 færre personbilregistreringer end i fjor. Denne udvikling svarer til cirka halvdelen af det fald, vi ser på markedet i januar. Den anden halvdel kan i høj grad forklares af det usædvanligt store antal ethanolbiler, der blev registreret i januar 2025, hvilket nu skaber et skævt sammenligningsgrundlag for måneden. Markedet for privatleasing stiger markant med 47 %. Leasingmarkedet for firmabiler falder med 6 %. En stærkt medvirkende årsag til dette er Volvo, som mister hele 46 % i antallet af leasede biler til virksomheder. Udfordringer med leveringstider samt potentielle købere, der afventer EX60, har formentlig også betydning.”
Og så er der nordmændene, der efter en rekordafslutning på 2025 er vågnet op med forventede januartømmermænd og bare 2.218 nyregistrerede personbiler. Det er 76 % under niveauet i 2025. Geir Inge Stokke, direktør i norske Opplysningsrådet for Veitrafikken, tager tallene med ophøjet ro:
“Det blev en lunken start på nybilregistreringerne i Norge i 2026. Afgiftsændringerne lige før årsskiftet skabte kunstige salgstoppe og et efterfølgende brat fald. Tilsvarende så vi efter momsændringen i 2023. Derfor er januartallene ikke et tegn på, at efterspørgslen er gået i stå, men et resultat af den ekstraordinære slutspurt før nytår. Vi forventer, at registreringerne vil tage til igen, efterhånden som markedet stabiliserer sig,”
Andelen af elbiler stiger alle steder – bare ikke i Norge
Udover markante norske registreringsfald, så løber de også med en anden markant (og sjælden!) overskrift i januar. Andelen af elbiler blandt nyregistreringerne er nemlig dalet en smule, til 94 %, i forhold til januar 2025 hvor elbilandelen lå på hele 95,8 %.
Til gengæld ser januarresultaterne for de resterende tre markeder ganske opløftende ud. Danmark er nu helt oppe på en elbilandel på 83 % af nyregistreringerne, en stigning på 29,1 % på et enkelt år, mens Finland der hidtil stødt og roligt har udbygget sin grønne flåde, tager et stort spring fremad med en stigning på 60,5 %, så de samlet lander på en elbilandel på 46 % i januar. I Sverige, hvor man længe har kæmpet med stagnerede elbilandele, tager man også et flot spring i januar, primært anført af private leasingbiler. En fremgang på små 45 % siden januar 2025 efterlader svenskerne med en samlet elbilandel af nyregistreringerne på 42 %.
I Mobility Denmark ser man med positive øjne på netop dét billede, men understreger også, at den fortsatte udvikling kræver de rette incitamenter:
“Eldrevne biler fylder stadig mere i Skandinavien, og den grønne omstilling er for alvor i gang i alle landene. Udviklingen har haft et særligt højt tempo i Danmark de seneste år, og vi vurderer, at vi inden længe nærmer os norske tilstande. Den fortsatte fremgang forudsætter dog gode rammer, og derfor er det helt afgørende, at den reducerede registreringsafgift for elbiler er blevet fastholdt i 2026.,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Udviklingen begynder også at sætte sine spor i de nordiske bestande.
I Danmark rundede man i januar en milepæl, da elbilerne overhalede dieselbilerne i bestanden, og samlet er danskerne nu oppe på 19 % elbiler, kun overgået af Norges 33 %. I Sverige nærmer man sig 9 % og i Finland har man netop rundet 6 %.
Selvom den finske bilsalgssituation ikke ligefrem kan kaldes prangende, så ser Teemu Rennola, administrerende direktør for finske Value Clinic, med positive øjne på netop fremgangen for elbilerne:
”Selvom januar fortsat var afdæmpet, gav den markante stigning i elbilernes markedsandel sammen med solid efterspørgsel efter lastbiler – et vist positivt momentum. Vores prognose viser, at det samlede antal nyregistreringer af personbiler i Finland vil nå cirka 72.000 til 73.000 enheder i 2026. Det afspejler den usikkerhed, som i øjeblikket påvirker markedet. At reducere den usikkerhed vil være afgørende for at understøtte en bredere genopretning i bilsalget. Opmuntrende nok peger de seneste økonomiske udsigter for Finland allerede i en moderat positiv retning for året, og vi håber, at denne tendens vil slå igennem.”
Nye navne på top 10-listerne
Traditionen tro har vi på tværs af de fire nordiske markeder svært ved at blive enige om favoritterne. I Danmark sluttede Toyota bZ4X på førstepladsen, i Norge blev det Volkswagen ID.3, i Sverige Volvo EX40 og i Finland gik den til Tesla Model Y.
Blandt de 40 pladser på de fire landes top 10-lister er hele 27 modeller repræsenteret, og kun to modeller går igen de fire lister i mellem – Tesla Model Y og Toyota bZ4x. En af de mere markante ændringer, ser vi hos de ellers hybridelskende finner, hvor man i højere go højere grad oplever, at elbilerne stjæler pladserne i top 10-listen. Desuden byder januar velkommen til en kinesisk bil, der aldrig før har rundet de nordiske toplister nemlig Changan, der med modellen Deepal S05, indtager den norske femteplads.
God registreringsmåned for lastbilerne – men sløj for varebilerne
Januar blev ikke en stor måned for varebilerne. I Danmark præsterede man et beskedent + på 3 % og samlet endte måneden på 1.870 nyregistrerede varebiler. Værre så det ud på de resterende tre markeder. Nådigst slap man i Sverige, hvor faldet lød på 6,2 %. I Norge og Finland måtte man se lidt længere efter nyregistreringerne med fald på henholdsvis 30,9 % og 25,6 % sammenlignet med januar sidste år.
Bedre så det ud for de lidt tungere køretøjer, nemlig lastbilerne. Her var det Sverige, der med samlet 359 nyregistreringer svarende til et fald på 17,7 %, kan se tilbage på den dårligste måned. I Finland, Danmark og Norge lander man på et godkendt resultat og fremgang på henholdsvis 10,3 %, 10,4 % og 35,8 %.



Videregivelse af data
Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:
Danske data: Bilstatistik.dk
Svenske data: Bilstatistik.se
Norske data: Opplysningsrådet for veitrafikken
Finske data: Value Clinic (Transport- og kommunikationsmyndigheden Traficom, Trafik- og transportregisteret)