Bilsalget i Norden – juni 2025
Juni bød på superflotte nyregistreringstal for personbilerne i Norden. Selvom Danmark slutter måneden i et lille minus, blev det en af de bedste bilsalgsmåneder i årevis, om end varebilerne fortsat har det hårdt på alle fire markeder.
Juni er traditionelt en storindkøbsmåned, hvad angår personbiler, og i år blev absolut ikke en undtagelse. Som det eneste land i Norden kom Danmark ud med et lille minus på 2,4 %, men vi skal alligevel et helt år tilbage, til netop juni 2024, før vi finder højere registreringstal. Faktisk er personbilstallene på de 19.046 danske nyregistreringer i juni 2025 kun overgået tre gange siden april 2021, så det må sortere under kategorien godkendt.
Godt og vel samme billede tegner sig på de resterende tre markeder. I Finland har man årets klart højeste salgstal med en stigning på over 10 % sammenlignet med juni sidste år. I Sverige skal vi tilbage til december 2023, før vi finder højere salgstal end de 27.107 juni bød på, og i Norge skal vi helt tilbage til marts 2023 før junis 18.374 nyregistreringer bliver overgået.
For årets første halvår ser det også glimrende ud i forhold til samme periode sidste år. Størst er fremgangen i Norge med 23,3 %, efter følger Sverige med 6 % og Danmark med 3,8 %. Kun Finland må tage til takke med en lille tilbagegang på 4,9 %.
Tallene giver grund til optimisme. Om det svenske marked siger Andrée Peters, markedschef hos Bilstatistik.se:
”Antallet af nyregistrerede biler er i stigning, og vi er tilbage på samme niveau som i 2023, men stadig et godt stykke fra rekordåret 2021. Renterne er på vej ned, og vi svenskere kan nu ane en bedring i konjunkturen, som forhåbentlig skaber momentum, nu hvor vi går ind i anden halvdel af 2025.”
Flot grøn fremgang over hele linjen
I vores hjørne af verden har vi nærmest vænnet os til, at det kun går én vej for elbilerne. Igen i juni var der grønne tal over hele linjen, og i Norge kan det med 96,9 % (+21,1 %) af nyregistreringerne snart ikke blive bedre. Efter en træg juni i 2024, hvor elandelene gik tilbage i forhold til året før, så er både Finland og Sverige tilbage på sporet med en elbilandel på henholdsvis 33,5 % (+19,2 %) og 39,8 % (+8,15).
I Danmark fortsætter de imponerende væksttal også. Med nu 63,7 % af nyregistreringerne er elbilernes andel af nyregistreringerne gået frem med 25,2 % på bare et år.
Selvom både Sverige og Finland nu også oplever flotte væksttal, så halter de noget efter det tempo, man har set i Norge og Danmark de senere år, og det er der en god forklaring på, hvis man spørger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark:
“På alle fire nordiske markeder bliver elandelen gradvist større, men det er værd at bemærke, at der alligevel er stor forskel på, hvor stor denne andel er. Forskellene kan i særlig grad forklares af variation i incitamenter til at vælge elbil i de enkelte lande. Danmarks udvikling har været præget af afgiftsfordele på elbiler, og hvis politikerne vil fastholde udviklingen, bør de sikre, at det fortsat er attraktivt at vælge grønt. Det kan de gøre ved at skabe en ny og forbedret bilbeskatningsmodel.”
Tesla-tallene eksploderer i Norge
Selvom de fire nordiske markeder har mange fællestræk, så er der også et par ting, vi slet ikke kan blive enige om. Det vidner de fire top 10-lister meget godt om. Et eksempel, der igen i denne måned bliver svært at komme udenom, er… Tesla.
Selvom Model Y’s markedsandele fortsat er sendt til tælling i Danmark (-31 %), Sverige (-62 %), Finland (-29 %) og det meste af Europa, ja så indtager Model Y igen nordmændenes førsteplads – endda med kæmpestor margin til efterfølgeren.
Faktisk sælger Model Y mere end 600 % (!!) mere end listens andenplads, Toyota bZ4X, og i sig selv præsterer Model Y en fremgang i Norge på hele 115 % i forhold til juni 2024. Det må siges at være bemærkelsesværdigt, om end modellen er tilbage i alle landenes top 10-lister.
På alle fire markeder står Volkswagen-kataloget rigtig stærkt. Hele syv forskellige modeller er at finde på tværs af de nordiske hitlister.
Usikre tider betyder færre tunge køretøjer
Indtil videre har det ikke været noget pragtår for hverken varebilerne eller lastbilerne, men ligesom for personbilerne er juni alligevel et lyspunkt. For varebilernes vedkommende blev juni, trods tilbagegange i forhold til sidste år, indtil videre årets stærkeste måned. Finland og Danmark landede med fremgang på godt 1 % på niveau med juni 2024, mens Norges varebilsregistreringer gik tilbage med 22 % og Sveriges med 11,7 %.
For året indtil videre er det kun Finland, der lander i plus i forhold til 2024, nemlig med 7,1 %. De resterende tre markeder oplever tilbagegang – Sverige med 23,5 %, Norge med 18,9 % og Danmark med 16,3 %.
Danmark havde en super nyregistreringsmåned for lastbilerne. 1.136 nyregistrerede eksemplarer svarer til en fremgang på små 35 %, og dermed udgør juni samlet 35 % af årets samlede antal nyregistreringer. De resterende tre markeder oplevede tilbagegang igen i juni.
Samlet for året er det også kun Danmark, der lander i plus for lastbilregistreringerne, nemlig med 10 %. Med -0,3 % er Sverige på niveau med sidste år, mens Norge går tilbage med 14,7 % og Finland med 23,4 %.
Videregivelse af data
Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:
Danske data: Bilstatistik.dk
Svenske data: Bilstatistik.se
Norske data: Opplysningsrådet for veitrafikken
Finske data: Value Clinic (Transport- og kommunikationsmyndigheden Traficom, Trafik- og transportregisteret)