Spring til hovedindhold
 

Det nordiske bilsalg – april 2026

Danmark var det eneste marked, der lukkede april med et plus for personbilerne. Til gengæld havde varebilerne en solid måned i Norden, og det samme må man sige om elbilandelene. 

Med 16.754 nyregistrerede personbiler og et plus på 10,8 % kan danskerne se tilbage på endnu en flot bilregistreringsmåned. I Norge og Sverige blev det med henholdsvis 11.103 og 23.391 nyregistreringer til en beskeden tilbagegang på 1,6 % i forhold til april sidste år. I Finland er et par fine måneder afløst af endnu en tilbagegang. Med 5.703 nyregistrerede personbiler lukker de måneden med et niveau i -8,7 %. 

Teemu Rennola, CEO hos finske Value Clinics, kommenterer:

“Efter et relativt positivt første kvartal står vi igen i et faldende registreringsmarked. Udsigterne for resten af året er fortsat svage, og forbrugertilliden ligger stadig på meget lave niveauer – tæt på historiske bundniveauer. En mere positiv udvikling vil ikke alene kræve et skifte i det geopolitiske landskab, men også et egentligt vendepunkt i den finske økonomi eller i det mindste en bredere genopblomstring af forbrugernes optimisme.” 

Nye rekorder for elbilsalget 

Igen kan Norden som samlet marked se tilbage på en måned med stigende elbilandele. I Norge blev det for anden måned i træk til andelsrekord, denne gang med hele 98,6 % af nysalget. Ud af mere end 11.000 nyregistreringer blev det blot til 31 benzinbiler.  

”I april sætter vi ny elektrisk månedsrekord for nyregistreringer af personbiler for anden måned i træk. Når elbilandelen for personbiler er over 95 procent i alle landets fylker, er der ikke længere tvivl om, at nordmændene generelt vælger elektrisk, når de skal købe ny bil. Det handler både om pris, teknologi og tilgængelighed – og det er gode nyheder for både klimaet og trafiksikkerheden,” siger Geir Inge Stokke, direktør i Opplysningsrådet for veitrafikken. 

Danmark fortsætter det stærke væksttempo med samlet 81,9 % elbiler. Det er en stigning på 29,4 % fra et i forvejen hæderligt niveau. Ser man udelukkende på elbilsalget til private, nærmer Danmark sig norske tilstande med hele 96,3 %. Det er den højeste andel, Danmark hidtil har nået. Det høje tempo afspejler sig også i drivkraftfordelingen i den danske bestand, hvor elbilandelen er steget med 50 % på bare et år. Dermed er 21 % af alle indregistrerede biler på de danske veje elektriske. I Norge er andelen godt 33 %.  

Mads Rørvig, administrerende direktør for Mobility Danmark, opfordrer til politisk handling, hvis de gode danske takter skal fastholdes: 

“Afgiftsfordelene for elbiler udfases fra 2027, hvilket vil gøre dem markant dyrere. Det begrænser almindelige danskeres mulighed for at vælge elbil, og dermed bliver det svært at fastholde den nuværende grønne udvikling i branchen, som bidrager til mindre luftforurening og reduceret CO2-udledning. Under valgkampen udtrykte flere partier opbakning til elektrificeringen og et ønske om i højere grad at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer. Det er en oplagt mulighed at opnå denne udvikling gennem en ny bilbeskatningsmodel, hvor registreringsafgiften på elbiler afskaffes.” 

I Sverige og Finland ser vi fortsat ikke de samme høje niveauer, men begge markeder oplever klar fremgang for elbilsegmentet. I Finland lukker april med en elbilandel på 48,8 %, svarende til en stigning på 32,6 % fra sidste år. Sverige lander på en andel på 42 %, svarende til en stigning på 16,3 %. Den relativt beskedne svenske stigning får endnu en dimension, i og med at en del af stigningen antages at være udgjort af den nye statslige elbilsstøtteordning, der har til formål at tilskynde elbilkøb i landdistrikter og lavindkomstgrupper. Andrée Peters fra Bilstatistik.se fortæller, at der i løbet af april blev godkendt 2.500 ansøgninger via den nye ordning, men at det er uklart, hvordan de fordeler sig mellem nye og brugte elbiler.  

Solid måned for varebilerne 

For varebilernes vedkommende var det uden tvivl Sverige, der kom stærkest igennem april. Med 3.801 nye eksemplarer landede de i +51,3 %, hvilket må siges at være et godkendt resultat. Også Norge havde en god varebilsmåned med et løft på 18,2 %, mens Danmark havde en mere beskeden fremgang på 6,1 %. Finnerne lagde måneden bag sig med et fald på 5,6 %. 

Fraset elbilandelene så blev det finske lyspunkt i april udgjort af lastbilerne, der stod for en fremgang på 9,4 %. De resterende tre markeder måtte indkassere en tilbagegang i lastbilregistreringerne. Størst blev den i Norge med -11,6 %, efterfulgt af Danmark med -6,8 % og til sidst Sverige med -2,3 %. 

Ingen gengangere i toppen af de nordiske hitlister 

Det er ikke noget nyt, at vi på tværs af norden har hver vores favoritmodeller, og det er der sat streg under i april, hvor ikke en eneste modelvariant går igen mellem vores respektive top 3-lister. I Sverige er det ikke så overraskende Volvo, der gør rent bord på de tre øverste pladser. I Finland står Toyota for to af de tre øverste pladser, i Danmark får Skoda første og andenpladsen, men Volkswagen løber med to ud af tre pladser i Norge.  

Videregivelse af data 

Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:

Danske data: Bilstatistik.dk

Svenske data: Bilstatistik.se

Norske data: Opplysningsrådet for veitrafikken

Finske data: Value Clinic (Transport- og kommunikationsmyndigheden Traficom, Trafik- og transportregisteret)